Dag 7 – Nice og Auqasplash

I dag vågnede jeg tidligt og gik til bageren efter croissanter. De andre sov stadig da jeg kom tilbage, men så kunne jeg lige nyde stilheden og alene tiden med lidt telefon kiggeri.
Villads stod op som den næste, og ham og jeg nåede en morgentur i poolen inden de andre stod op.

I dag havde vi jo besluttet os for at dele os op. Så Villads, Sylvester og jeg blev sat af ved vandlandet, og Sune og Storm kørte ind til Nice.

I Auqasplash (det hedder vandlandet) skulle vi lige bruge lidt tid på at finde ud af bade og garderobesituationen. Vi endte med at skulle betale 10 euro for et garderobeskab, måske lige i den dyre ende hvis du spørger mig.

Selve vandlandet var rigtig fint, og der var vandrutsjebanerne til alle, de modige og ikke modige. Vi startede bare med at prøve nogen standart baner og til sidst prøvede Sylvester og jeg den vildeste. Faktisk så plejer det at være Sune der prøver de vilde ting med drengene, da jeg er lidt af en tøsedreng. Men nu var han her jo ikke, så måtte jeg gøre det. Jeg hader det virkelig så meget, at jeg kan mærke mit hjerte slå hårdere og hårdere jo tættere vi kommer på, men når det så er overstået, syntes jeg at jeg er den sejeste der findes.

Det har simpelthen været så varm i dag, og selvom jeg har brugt solcreme, er jeg blevet total solskoldet på skulderen. I parken var noget af vejen malet i grønne og blå nuancer, og de grønne steder var så varme at man slet ikke kunne gå på dem. Det var faktisk så slemt at vi undgik at komme tilbage til en af vandruchebanerne fordi gaden var malet grøn der.

Her til aften har vi hygget og spillet dansker ludo (et ludospil med trivialspørgsmål)
Sune og Storm har også haft en lang snak om klimaet. Det er en spændende snak når man er 14 år, men kan godt være lidt skræmmende når man er 11 år, så Sylvester og Villads forduftede ret hurtigt til værelset.

Nu er det snart sengetid, og vi har endnu ikke lagt planer for hvad der skal ske i morgen, så det bliver spændende.

Winnie

 

Storm og jeg kørte til Nice efter at have sat Sylvester, Villads og Winnie af ved Auqasplash. Efter en trafikfyldt køretur fandt vi en parkeringskælder i den ”gamle bydel”. Herfra kunne vi gå til et loppemarked som Storm havde læst om. Det var en fin gåtur langs vandet og den gamle havn. Her kunne vi se nogle virkelig store og flotte både.

Loppemarked var lidt skuffende. For det første var de ikke særligt stort og for det andet virkede det til at være et ”professionelt loppemarked”, så vi kom hurtig videre.

Vi gik tilbage mod den gamle by og fandt en trappe der gik op til ”slotsbjerget” med et fantastisk udsigtspunkt. Turen op var ikke super lang, men kombinationen af trapper og varme får godt nok en til at svede. Belønningen var stor, udsigten var simpelthen fantastisk.

Til sidst havde vi en gåtur rundt i den gamle bydel. Det er super flot, men selvfølgelig også meget turistet. Vi fik set et par flotte kirke og sluttede af med en god frokost.

Det er super hyggeligt at have Storm på tomandshånd og vi fik talt om stort og småt. Storm har en utrolig stor viden om mange ting og en stor nysgerrighed på at opleve. Derfor oplever man altid noget man ikke selv ville have fundet når man er på tur med ham.

Vi havde en dejlig dag 

Sune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *