Dag 13 – Colmar

I nat har vi sovet på endnu et hotel. Vi har haft 2 værelser, da det godt kan være svært at finde værelser hvor vi kan være alle 5.
Det tager selvfølgelig lidt af hyggen, når vi ikke kan være sammen om aftenen, men til gængæld får man muligheden for at få sine børn lidt på tomandshånd, og det er altid rigtig dejligt.

Vi tillod os at sove lidt længere i dag, så vækkeuret ringede først kl. 8.30. Efter en morgenmad, købt i det lokale supermarked, gik turen ind til Colmar. Vi har faktisk været her engang før, men det var kun ganske kort (vi skulle bare overnatte) Men dengang var vi slet ikke klar over hvor stor en turistby Colmar faktisk er.

Vi startede dagen med at se frihedsgudinden. Hun stod midt i en rundkørsel i udkanten af Colmar. Årsagen til hun stod her er at frihedsgudinden blev designet i Colmar af en lokal kunstner. Det er den tredje udgave af frihedsgudinden vi har set, den i Paris, den i New York (det er kun Sune og Storm der har set den) og nu den i Colmar. Gad vide om der er flere!?

Da vi kom, besluttede vi os for at tage en tur med et lille turisttog (det er vel egentligt bare en bus der ligner et tog) Det er ikke noget vi plejer at gøre, men hvis man ikke har så meget tid er det en god måde at se byen.
Efter turen gik vi lidt rundt og så på det hele. Det er en virkelig flot og hyggelig by og her er virkelig mange turister, også tror jeg vi har været her på en stille dag :o)

Vi spiste frokost på en af de lokale restauranter. Det var rigtig dejligt at sidde udenfor og maden var også god. Sune og Jeg bestilte tarte flambee, som er en egnsret. Egentligt er det bare en virkelig tynd pizza med løg, bacon og creme fraiche. Storm tog det store stykke kød. Nu er det anden gang at vi har siddet og spist udenfor på en restaurant, og det er virkelig dejligt, men HOLD DA OP Hvor de er langsomme. I dag gik der næsten en time fra vi kom til vi fik vores mad.

I Colmar fandt vi endnu en ”kendt gæst”, de havde også en udgave af Manneken Pis. Sune og jeg har set den originale i Bruxelles og ud fra vores hukommelsen er der tale om en tro kopi (selvom den ikke tissede). På Wikipidia kan jeg læse at statuen er en officiel kopi foræret til Colmar i 1921 af byen Bruxelles.

Tour de France skal slutte deres etape i Colmar i morgen, så det bar byen jo selvfølgelig præg af. Sune og jeg kunne helt vildt godt tænke os at stå ved vejkanten i morgen og se feltet køre forbi, men den ide er drengene ikke med på, så det må blive engang når vi er blevet pensionister.

Villads fik i øvrigt købt en kæmpe “kys kage”:

Undervejs på vores tur gjorde vi et stop ved en stor sluse. Og det var spændende at se hvordan det virker når slusen bliver tømt og fyldt med vand.

Nu har vi forladt Frankrig og er landet i Tyskland. Vi bor i en lille landsby i en rigtig fin lejlighed. Jeg har været inde og handle, men jeg kan slet ikke styre det, chokolade er SÅ billigt i Tyskland :o)

Nu bruger vi resten af aften på at slappe af og planlægge hvad vi skal i morgen. Hvis det bliver til det vi overvejer, bliver det en god dag der bare kommer til at køre på skinner :o)

Winnie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *