Endnu en varm nat, men ingen morgendukkert i dag. Planen i dag var at vi skulle besøge Marineland.
Hjemmefra havde vi undersøgt hvilke parker vi gerne ville besøge. Marineland var en af dem. Vi så at hvis man købte et guldkort til BonBonland kunne man få gratis entre til Marineland og andre parker i Europa, så sådan et har vi købt.
Marineland er en dyrepark, hvor de har dyr som delfiner, søløver, pingviner, hajer, isbjørne og spækhuggere (ja ja jeg ved godt at man kan komme i kæmpe problemer når man siger at man har set spækhuggere i fangeskab, men jeg syntes altså at det er mega fascinerende at se).
Selve parken var ikke noget særligt, faktisk var det pæn slidt. Men vi havde en rigtig hyggelig og rolig dag, og man kan godt mærke at franskmændene ikke er gået på ferie endnu, for det føltes næsten som om at vi havde parken for os selv. Vi fik set delfinshow, søløveshow og så selvfølgelig spækhuggershowet.
Det var nogen rigtig fine shows, men vi er nok lidt farvet af at have være i USA, for vi savnet alle noget mere WOW-effekt.
Ved parken lå et stort vandland. Jeg spurgte dame i billetkiosken om vores BONBON land kort også gav og adgang til det. Jeg tror ikke rigtig hun havde styr på det, men det var kun godt for os, for nu har vi billetter til at komme i et stort udendørs vandland i morgen.
På vej hjem var vi lige i Intersport. Villads havde hjemmefra fået lovning på en fodboldtrøje. Og han fandt heldigvis en flot en (dog en Real Madrid trøje) med guldstriber ned af armene. Vi var også hos en bager for at købe baguettes, og det var en succes. De var helt nybagte og det duftede bare så godt i bilen hele vejen hjem. Det var så sjovt at se drengene, for de må jo ikke spise i den nye bil, så det var sådan noget med lige at komme til at brække et lille stykke af, og lige tilfældigvis sætte tungen på, så man blev nød til at spise det stykke også.
Da vi kom hjem, måtte jeg lige have en halv time på øjet, da jeg har haft en del hovedpine i dag. Men det hjalp også, så efter en klassisk fransk aftensmad (baguettes, pølse og ost) blev det tid til aftendukkert.
Nu sidder vi og slapper af på altanen og snakker om hvad vi skal i morgen. Storm er ikke helt hooked på vandland, så vi har talt lidt om at dele os op. Så Villads, Sylvester og jeg tager i vandland og Sune og Storm tager til Nice og går på markeder – men lad os nu se hvad der sker.
Winnie